SUK

Jeg vågner - ikke - sætter vækkeuret et kvarter senere og sover over. Jeg stiger op af sengen som en zombie, der rejser sig fra en kirkegård og jeg kæmper mig ind under bruseren, hvor jeg lægger mig ned og mærker de tunge dråber ramme min nøgne krop. Ynkeligt. Jeg kommer op på skolen tvivlende på min egen tilstedeværelse. En tilstand mængder af kaffe ikke kan kurere. En tilstand, der får mig til at tvivle på, om det overhovedet kan betale sig at møde op. Det er en ond cirkel af deja-vu, som jeg fejler alle ugens dage. Jeg går hjem med en stirren tomt ud i luften, mens jeg tænker på, hvad jeg lavede i går - det kan jeg ikke huske - og det skræmmer mig. Dagene passerer, som stationerne man ikke standser ved, når man kører i tog. Der er ikke noget specielt omkring dem, der gør dem mindeværdige. Når jeg kommer hjem, finder dagens højdepunkt sted. Jeg lægger mig i min seng og sætter en dyster plade på, som regel "In Rainbows" og jeg indtager dagens fix; jeg lukker mine øjne og lytter til lyrikken - 15 steps’ første linje How come I end up where I started? Jeg vågner næste morgen, for sent og sukker. Et suk der indikerer, at jeg ved præcis, hvordan dagen kommer til at forløbe.

- B