SUK

Jeg vågner - ikke - sætter vækkeuret et kvarter senere og sover over. Jeg stiger op af sengen som en zombie, der rejser sig fra en kirkegård og jeg kæmper mig ind under bruseren, hvor jeg lægger mig ned og mærker de tunge dråber ramme min nøgne krop. Ynkeligt. Jeg kommer op på skolen tvivlende på min egen tilstedeværelse. En tilstand mængder af kaffe ikke kan kurere. En tilstand, der får mig til at tvivle på, om det overhovedet kan betale sig at møde op. Det er en ond cirkel af deja-vu, som jeg fejler alle ugens dage. Jeg går hjem med en stirren tomt ud i luften, mens jeg tænker på, hvad jeg lavede i går - det kan jeg ikke huske - og det skræmmer mig. Dagene passerer, som stationerne man ikke standser ved, når man kører i tog. Der er ikke noget specielt omkring dem, der gør dem mindeværdige. Når jeg kommer hjem, finder dagens højdepunkt sted. Jeg lægger mig i min seng og sætter en dyster plade på, som regel "In Rainbows" og jeg indtager dagens fix; jeg lukker mine øjne og lytter til lyrikken - 15 steps’ første linje How come I end up where I started? Jeg vågner næste morgen, for sent og sukker. Et suk der indikerer, at jeg ved præcis, hvordan dagen kommer til at forløbe.

- B

EN ISKOLD TÅR

Det var iskoldt. Suk. Jeg havde ikke puttet isterninger i. Jeg satsede på, at vandet i sin egen selvstændighed kunne vedligeholde den lave temperatur. Jeg havde lyst til det og det var iskoldt. Suk. Det stod lige foran mig. Et stort whiskyglas. Det så ret tungt ud. Det var som om, at jo længere tid der gik før jeg smagte på det, jo sværere blev det for mig at finde mod til det.
Jeg tog mig sammen og tog glasset i hånden. Jeg mærkede duggen på glasset og det var vådt. Glasset var iskoldt. Suk. Det var som om, at efter jeg tog fat i glasset med højre hånd blev min venstre hånd knastør. Jeg smagte på vandet. En lille forsigtig tår blev det til. Det var uventet og det føltes rart. Det var iskoldt. Suk. Jeg kunne mærke chokket i min krop. Det eneste kolde i min ellers syvogtredive en halv graders varm krop. Jeg satte glasset fra mig. Jeg vidste ikke om jeg havde lyst til en tår mere. Jeg kiggede på det store runde glas og tænkte om jeg skulle tage en tår til. Ville denne tår være lige så interessant som den første tår. Ville denne tår være iskold? Suk. Jeg tog glasset uden at tænke mig om. Drak en tår og satte glasset tilbage. Tilbage på sin plads. Der skete intet. Jeg tog glasset i hånden igen og tog en kæmpe tår. Satte glasset fra mig og ventede. Jeg kiggede igen på glasset. Det var rundt og elegant, men var det stadig iskoldt? Suk. Jeg skyndte mig at tage glasset i hånden og smage på vandet. En lidt større tår blev det til. Det smagte ikke af noget. Jeg blev træt af det. Jeg havde ikke lyst til at drikke mere fra det elegante og gennemsigtige glas. Det eneste det gav mig, kunne jeg ikke bruge. Jeg var ikke tørstig. Måske jeg skulle have puttet isterninger i?

Julie Greve

ESKAPISMEN

Da jeg var yngre, tegnede jeg et barn på Haiti, der havde mistet alt. Alene i ruiner med en ged og på flugt fra virkeligheden. Skabt til at være skaber. Men barnet var ikke bange. Så på en eller anden måde, har det alligevel flere muligheder end jeg, dig og mig. Alt på tegningen var der stadigvæk, tiden havde bare ændret mig. Så nu betød den noget nyt.

Jeg har en veninde, der er rebel. Hun vil i hvert fald gerne være det. Derfor kender jeg hendes svar, når jeg spørger hende, hvad hun vil gøre, hvis hun ikke kan vende tilbage til det liv, hvor hun går rundt om os selv.  Rundt og rundt og rundt. Hvis hun nu som barnet kun havde en ged og en ruin at forholde sig til. “Hvad vil du gøre med dit liv?”, spørger jeg. Hun vil langt væk fra alting. Og så spørger jeg, hvorfor hun er så svag, at hun ikke kan leve det liv, som hun drømmer om. Jeg vil vide, hvad der holder hende tilbage. Intet svar. Jeg bliver irriteret. Følelsen og frustrationen kryber ind mellem hvirvlerne i min rygsøjle, omslutter nervebanerne og blandes med mit blod, så det er i kaos og oprør. Vi er samme sted. Så jeg bliver bange. Bange fordi uret tikker og Jorden drejer om sig selv og fortsætter i en ellipseformet bane rundt om en bleg kugle, der hele tiden skriger, at jeg ikke tør gøre andet end betragte livet med lukkede øjne. Jeg siger, at jeg er presset over de tårnhøje forventninger. Selvskabte eller ej: Ét forkert skridt, og alting splintres og smadres til ugenkendelighed. Forvist til selvskabte ruiner, hvor livet ikke længere er sikret. Tror vi. Det er nemmere, hvis der ikke tænkes for meget. Jeg forstår hende altså godt. Vi er det samme sted. De færreste ønsker en skæbne, hvor de er sat fuldstændigt fri, fordi det gør ondt at give slip, og sår altid springer op.

Jeg er også vred. Vred på hende, mig selv og alle andre mennesker. Magtesløs, fordi jeg ikke vil skabe noget - og jeg ikke vil lade andre skabe noget for mig. Frustreret, fordi jeg har mistet troen, og fordi jeg ikke engang har lært at sige ja og nej på de rigtige tidspunkter. Håbløst forudsigeligt i en bane rundt om mig selv. Jeg kaster terningerne og udfaldet er, at jeg igen står på det felt, som jeg også stod på sidste gang. Fra den ene fornuftige beslutning til den anden. Tror, at jeg bevæger mig fremad, hvis tempoet stiger, og farten øges, så der kan ikke længere standses, uden at alting skrider. Dødsstyrt, kollisionsstyrt. Alligevel ukuelig og unedbrydelig med min knejsende nakke, der lader sig ramme af piskesnerten, hvis jeg gør noget forkert. Pisken føres af egen hånd, og jeg vender selv den anden kind til. Forvisses om, at vi gør det rigtige, mens børn leger på rustne gynger, hvor hængslerne skriger, og mennesker går i kirke for at hylde en Gud, der har været død, siden vi dræbte ham. Egentlige ligegyldigheder, der kamouflerer min egen tilstand, hvor jeg er frustreret over min vrede og min frygt, og hvor hun sagde, at jeg skulle holde min kæft.

Silje Victoria Hagen

ET SUK MIDT PÅ

Jeg føler mig som et vilddyr, når jeg svinger øksen så mine muskler spændes i en eksplosiv bevægelse. Men nu er der kun et suk tilbage i mig. Han åbner en øl. En grov hånd fører dåsen op til munden. Jeg kigger ned på mine egne slanke fingre. På den sarte hud er små væskefyldte blærer vokset frem. Jeg sukker, og læner mig længere tilbage på bænken. Lader baghovedet hvile på en ru og hvid mur. Overgiver mig til mine egne tanker og følger med øjnene linjen, der opstår i kontrasten mellem lyset, der oplyser hans isse, og de skygger, der dannes hen over hans ansigt. Vi taler ikke sammen. Hans mave ligger i lag, og hårene på hans bryst er tørret ind i en underlig sammenhængende masse. Min egen krop dunker let. Trætheden og udmattelsen har spredt sig ud i hver muskel, og livet tages til refleksion. Det passerer revy, opvejes og analyseres i det små - og til et minde knyttes en tanke, der ikke er mere end en tanke. I et suk bliver ingenting til. En snæver lyd, der udtrykker, hvad vi allerede ved. Altid en måde, hvorpå stilheden udfyldes. I går var det en skuffelse over, at intet kunne være, som jeg ønskede. I dag er det en lykkelig lettelse, et udtryk for udmattelsens samhørighed og varmen vores brugte kroppe afgiver til en sommeraften, hvor landskabet stadig bliver koldere, mens farverne er røde og orange. Jeg ser ud i luften. Når til den konklusion, at jeg for et flygtigt øjeblik er i en tilstand af lykke. Selvom jeg egentlig synes, at både lykke og ulykke er tanker om livet, der ikke har nogen fremtid. Hverken en rejse eller en destination. Jeg ser langsomt fra de slidte kondisko til hans oplyste isse og det skyggefyldte ansigt. Jeg folder mit ene ben op under mig og smiler, fordi de sene stråler så stædigt insisterer på at varme mig. Jeg kan godt lide lugten af mandesved. Det er en lyd, en bevægelse - en halvåben mund og et suk. Arme, der holder om mig. En endeløs tilstand af tryghed. Et suk undslipper mig igen. Sveden skal være frisk. Som duften af solbrændt hud eller et kys, der smager af alkohol. Det er min far, min bror - og kærtegn og et menneske, der tør være helt tæt på mig. Han løfter armen, så en behåret armhule blottes. Klør sig i nakken, så maven udglattes lidt i den ene side, og lader derefter armen slapt falde ned langs siden. Jorden er stille. Jeg tager selv en mundfuld lunken øl. En salig bitterhed i mit svælg. Og tilstanden af ekstase, der opstod midt i udmattelsen og et suk. 

Silje Victoria Hagen

FÆRGE

De andre passagerer omkring mig bemærker ikke, at jeg lægger mig på sæderne.

Regnen slår hårdt mod ruden. Det får det til at dunke i mit hoved. Jeg tænker, at det ikke kan vare længe før mit hoved eksploderer. Det dunker bag mine øjne, og jeg begynder at mærke koldsved i mit ansigt. Normalt synes jeg, at lyden af regn er hyggelig, men i dag kan jeg kun fokusere på, hvordan det forværrer min hovedpine. Der blæser voldsomt udenfor, og det får færgen til at gynge. Det forværrer min kvalme. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de andre passagerer ikke ser ud til at bemærke det voldsomme uvejr.

Ved siden af mig sidder to og taler hen over et bord. De kigger på hinanden uden at se hinanden. De snakker, men de lytter ikke til hinanden. Deres toneleje er monotont og deres kropssprog er ikke eksisterende. De spiser den mad, de har købt i den lille kiosk midt på færgen. 

Jeg går mod toilettet for at få noget koldt vand i ansigtet. Da jeg vender tilbage til min plads, er de stoppet med at tale til hinanden. De kigger i hver sin retning. Hun kigger mod vinduerne, og han kigger mod kiosken. Jeg tror ikke, at de tænker over det de ser omkring sig. De stirrer næsten tomt ud i luften. 

Jeg vil blive bedre til at se alt omkring mig. Nej, ikke bare se. Jeg vil blive bedre til at opleve, sanse, føle og forstå alt omkring mig. Specielt nu når jeg ankommer til Roskilde, og min veninde henter mig. Jeg vil ikke bruge tid og energi på, at klage over, hvor dårligt jeg har det, men jeg vil bruge tid og energi på at nyde hendes selskab. 

Jeg vil ikke kigge på hende og snakke, jeg vil se hende og jeg vil lytte. Ja - jeg vil se hende, og jeg vil lytte. Det skal jeg lige huske.

Louise Winther

SPOR

Der kører to biler på motorvejen. Den ene kører i ydersporet og den anden kører i det inderste spor. Bilen i ydersporet er en rød Ferrari. Bilen i det inderste spor bliver overhalet af bilen, der er en Ferrari. Bilen i det inderste spor er en gammel mørkegrøn Toyota. Personen, der kører Toyota, kører 110 kilometer i timen på motorvejen, hvor man må køre 130 kilometer i timen. Det både regner og blæser. Personen der kører Ferrari kører knap 150 på samme stykke, hvor personen i Toyotaen kører 110. Personen i Toyotaen kører sikkert, i modsætning til personen i Ferrarien, som kører både hurtigere og vildere, altså mere aggressivt. Ferrarien kører galt, men den kommer på værksted, bliver repareret og kører videre igen. Toyotaen er en gammel bil, som ikke fejler noget. Begge biler kører på motorvejen, men de kører meget forskelligt. 

Jeg skrev engang: ”Jeg vil være en Ferrari”. Det vil jeg stadig gerne. Mit mål med mit liv, er at køre mest muligt i ydersporet.

Louise Winther

BUK

En morgen på vej til arbejde i min bil, ser jeg en rød varevogn holde i den modsatte side af vejen. Den har ingen mærker eller navn på siderne. Den er beskidt og bulet og gammel. Den har samme farve som en falmet ordbog. En Toyota HiAce vil jeg tro. Den holder oven på den rabat, der ligger mellem landevejen og cykelstien. Der hvor der også står plantet skilte og kilometersten. Der er skov på varevognens side. På min side løber varmerørene, og bag dem ligger golfbanen helt ud til horizonten. Da jeg kører forbi kan jeg se, at både bagsmækken og skydedøren er åbne. Der er både lyst og mørkt inde i vognens rum. Jeg kan ikke se om der ligger noget inde i rummet, men det vil der komme til at gøre. For da jeg har passeret varevognen, får jeg et glimt af en mand i røde overalls med refleksstriber på. Han holder en ung buk i dens bagben og opsatser, så forbenene stritter låst og hjælpeløst op i luften. Han kigger ikke på bilerne, der kører forbi, men er optaget af at få dyret losset ind. Det er især farven jeg kan genkalde mig. Den var næsten gylden. Måske fordi pelsen er helt ny på denne tid af året.

KRF

CONTAINER

På den gade, hvor jeg bor, har nogen stillet en container op ude foran deres hus. Den er sort og stor. Større end de biler, der ellers også holder foran husene. Containeren står vinkelret på huset, således at menneskene kan gå lige ind i den fra hoveddøren og tilbage igen. Det har de gjort nogle gange. De har ting i hænderne, når de går ind i containeren. Og ingenting i hænderne, når de går tilbage ind i huset. Det er som de prøver at koncentrere hjemmet lige uden for hjemmet. Måske for at kunne tage det med et andet sted hen? De er meget målrettede. De ved præcist hvad de laver. Det er som en absurd teaterforestilling eller et cirkusnummer. Meningsløst men velkoordineret. Man forestiller sig det tømte hjem, med de rungende stuer. Jeg kører forbi i min bil - en anden slags container - der et øjeblik står parallelt med deres hus. Og jeg kigger ind på den lukkede ende af deres sorte container, og forestiller mig, at den var åben i begge ender. Lige nu. En tragt hvorigennem man kunne betragte hjemmet gennem hjemmet.

KRF