BUK

En morgen på vej til arbejde i min bil, ser jeg en rød varevogn holde i den modsatte side af vejen. Den har ingen mærker eller navn på siderne. Den er beskidt og bulet og gammel. Den har samme farve som en falmet ordbog. En Toyota HiAce vil jeg tro. Den holder oven på den rabat, der ligger mellem landevejen og cykelstien. Der hvor der også står plantet skilte og kilometersten. Der er skov på varevognens side. På min side løber varmerørene, og bag dem ligger golfbanen helt ud til horizonten. Da jeg kører forbi kan jeg se, at både bagsmækken og skydedøren er åbne. Der er både lyst og mørkt inde i vognens rum. Jeg kan ikke se om der ligger noget inde i rummet, men det vil der komme til at gøre. For da jeg har passeret varevognen, får jeg et glimt af en mand i røde overalls med refleksstriber på. Han holder en ung buk i dens bagben og opsatser, så forbenene stritter låst og hjælpeløst op i luften. Han kigger ikke på bilerne, der kører forbi, men er optaget af at få dyret losset ind. Det er især farven jeg kan genkalde mig. Den var næsten gylden. Måske fordi pelsen er helt ny på denne tid af året.

KRF