Jeg føler mig som et vilddyr, når jeg svinger øksen så mine muskler spændes i en eksplosiv bevægelse. Men nu er der kun et suk tilbage i mig. Han åbner en øl. En grov hånd fører dåsen op til munden. Jeg kigger ned på mine egne slanke fingre. På den sarte hud er små væskefyldte blærer vokset frem. Jeg sukker, og læner mig længere tilbage på bænken. Lader baghovedet hvile på en ru og hvid mur. Overgiver mig til mine egne tanker og følger med øjnene linjen, der opstår i kontrasten mellem lyset, der oplyser hans isse, og de skygger, der dannes hen over hans ansigt. Vi taler ikke sammen. Hans mave ligger i lag, og hårene på hans bryst er tørret ind i en underlig sammenhængende masse. Min egen krop dunker let. Trætheden og udmattelsen har spredt sig ud i hver muskel, og livet tages til refleksion. Det passerer revy, opvejes og analyseres i det små - og til et minde knyttes en tanke, der ikke er mere end en tanke. I et suk bliver ingenting til. En snæver lyd, der udtrykker, hvad vi allerede ved. Altid en måde, hvorpå stilheden udfyldes. I går var det en skuffelse over, at intet kunne være, som jeg ønskede. I dag er det en lykkelig lettelse, et udtryk for udmattelsens samhørighed og varmen vores brugte kroppe afgiver til en sommeraften, hvor landskabet stadig bliver koldere, mens farverne er røde og orange. Jeg ser ud i luften. Når til den konklusion, at jeg for et flygtigt øjeblik er i en tilstand af lykke. Selvom jeg egentlig synes, at både lykke og ulykke er tanker om livet, der ikke har nogen fremtid. Hverken en rejse eller en destination. Jeg ser langsomt fra de slidte kondisko til hans oplyste isse og det skyggefyldte ansigt. Jeg folder mit ene ben op under mig og smiler, fordi de sene stråler så stædigt insisterer på at varme mig. Jeg kan godt lide lugten af mandesved. Det er en lyd, en bevægelse - en halvåben mund og et suk. Arme, der holder om mig. En endeløs tilstand af tryghed. Et suk undslipper mig igen. Sveden skal være frisk. Som duften af solbrændt hud eller et kys, der smager af alkohol. Det er min far, min bror - og kærtegn og et menneske, der tør være helt tæt på mig. Han løfter armen, så en behåret armhule blottes. Klør sig i nakken, så maven udglattes lidt i den ene side, og lader derefter armen slapt falde ned langs siden. Jorden er stille. Jeg tager selv en mundfuld lunken øl. En salig bitterhed i mit svælg. Og tilstanden af ekstase, der opstod midt i udmattelsen og et suk.
Silje Victoria Hagen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar