ESKAPISMEN

Da jeg var yngre, tegnede jeg et barn på Haiti, der havde mistet alt. Alene i ruiner med en ged og på flugt fra virkeligheden. Skabt til at være skaber. Men barnet var ikke bange. Så på en eller anden måde, har det alligevel flere muligheder end jeg, dig og mig. Alt på tegningen var der stadigvæk, tiden havde bare ændret mig. Så nu betød den noget nyt.

Jeg har en veninde, der er rebel. Hun vil i hvert fald gerne være det. Derfor kender jeg hendes svar, når jeg spørger hende, hvad hun vil gøre, hvis hun ikke kan vende tilbage til det liv, hvor hun går rundt om os selv.  Rundt og rundt og rundt. Hvis hun nu som barnet kun havde en ged og en ruin at forholde sig til. “Hvad vil du gøre med dit liv?”, spørger jeg. Hun vil langt væk fra alting. Og så spørger jeg, hvorfor hun er så svag, at hun ikke kan leve det liv, som hun drømmer om. Jeg vil vide, hvad der holder hende tilbage. Intet svar. Jeg bliver irriteret. Følelsen og frustrationen kryber ind mellem hvirvlerne i min rygsøjle, omslutter nervebanerne og blandes med mit blod, så det er i kaos og oprør. Vi er samme sted. Så jeg bliver bange. Bange fordi uret tikker og Jorden drejer om sig selv og fortsætter i en ellipseformet bane rundt om en bleg kugle, der hele tiden skriger, at jeg ikke tør gøre andet end betragte livet med lukkede øjne. Jeg siger, at jeg er presset over de tårnhøje forventninger. Selvskabte eller ej: Ét forkert skridt, og alting splintres og smadres til ugenkendelighed. Forvist til selvskabte ruiner, hvor livet ikke længere er sikret. Tror vi. Det er nemmere, hvis der ikke tænkes for meget. Jeg forstår hende altså godt. Vi er det samme sted. De færreste ønsker en skæbne, hvor de er sat fuldstændigt fri, fordi det gør ondt at give slip, og sår altid springer op.

Jeg er også vred. Vred på hende, mig selv og alle andre mennesker. Magtesløs, fordi jeg ikke vil skabe noget - og jeg ikke vil lade andre skabe noget for mig. Frustreret, fordi jeg har mistet troen, og fordi jeg ikke engang har lært at sige ja og nej på de rigtige tidspunkter. Håbløst forudsigeligt i en bane rundt om mig selv. Jeg kaster terningerne og udfaldet er, at jeg igen står på det felt, som jeg også stod på sidste gang. Fra den ene fornuftige beslutning til den anden. Tror, at jeg bevæger mig fremad, hvis tempoet stiger, og farten øges, så der kan ikke længere standses, uden at alting skrider. Dødsstyrt, kollisionsstyrt. Alligevel ukuelig og unedbrydelig med min knejsende nakke, der lader sig ramme af piskesnerten, hvis jeg gør noget forkert. Pisken føres af egen hånd, og jeg vender selv den anden kind til. Forvisses om, at vi gør det rigtige, mens børn leger på rustne gynger, hvor hængslerne skriger, og mennesker går i kirke for at hylde en Gud, der har været død, siden vi dræbte ham. Egentlige ligegyldigheder, der kamouflerer min egen tilstand, hvor jeg er frustreret over min vrede og min frygt, og hvor hun sagde, at jeg skulle holde min kæft.

Silje Victoria Hagen