FÆRGE

De andre passagerer omkring mig bemærker ikke, at jeg lægger mig på sæderne.

Regnen slår hårdt mod ruden. Det får det til at dunke i mit hoved. Jeg tænker, at det ikke kan vare længe før mit hoved eksploderer. Det dunker bag mine øjne, og jeg begynder at mærke koldsved i mit ansigt. Normalt synes jeg, at lyden af regn er hyggelig, men i dag kan jeg kun fokusere på, hvordan det forværrer min hovedpine. Der blæser voldsomt udenfor, og det får færgen til at gynge. Det forværrer min kvalme. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de andre passagerer ikke ser ud til at bemærke det voldsomme uvejr.

Ved siden af mig sidder to og taler hen over et bord. De kigger på hinanden uden at se hinanden. De snakker, men de lytter ikke til hinanden. Deres toneleje er monotont og deres kropssprog er ikke eksisterende. De spiser den mad, de har købt i den lille kiosk midt på færgen. 

Jeg går mod toilettet for at få noget koldt vand i ansigtet. Da jeg vender tilbage til min plads, er de stoppet med at tale til hinanden. De kigger i hver sin retning. Hun kigger mod vinduerne, og han kigger mod kiosken. Jeg tror ikke, at de tænker over det de ser omkring sig. De stirrer næsten tomt ud i luften. 

Jeg vil blive bedre til at se alt omkring mig. Nej, ikke bare se. Jeg vil blive bedre til at opleve, sanse, føle og forstå alt omkring mig. Specielt nu når jeg ankommer til Roskilde, og min veninde henter mig. Jeg vil ikke bruge tid og energi på, at klage over, hvor dårligt jeg har det, men jeg vil bruge tid og energi på at nyde hendes selskab. 

Jeg vil ikke kigge på hende og snakke, jeg vil se hende og jeg vil lytte. Ja - jeg vil se hende, og jeg vil lytte. Det skal jeg lige huske.

Louise Winther