DYR ELLER ENDETARMSÅBNING

Straffeloven § 244-46:

”Fysiske overgreb og trusler, fx slag, spark, at nikke en skalle, kast med genstande, førergreb, benspænd og bid. For at volden kan være strafbar, skal den være begået med vilje.”

Der var engang, hvor du elskede hende. Du strøg hende kælent, og hun kom med på tur. Nu sidder hun i hjørnet, som hun så ofte gør. Hvilket I har det bedst med. Du ser på hende, når hun krummer sig sammen med hovedet mellem benene og en rygrad, der buer underligt. Hvis hun gør noget forkert, så slår du hende, til hun hyler, og blod farver blomsterne på tapetet. Naboerne klager. Hun spiser uden at få tilladelse. Hilser på folk, som du ikke vil snakke med. Du har meget, der er vigtigere at bruge tid på. Så det er klart bedst, at hun sidder i hjørnet. Og så slår du hende igen, fordi hendes hud er bleg, og hun da for helvede bare kunne tage at komme lidt ud.

- SILJE VICTORIA HAGEN

MINE TO BEDSTE VENNER

De er nødvendige, hvilket vel i første omgang er derfor vi har dem. Men vi vælger dem også til forskellige lejligheder. Nogle udvælger dem nøje, mens andre ikke tænker over at de er der og så i længden glemmer at sætte pris på dem. De er bare en del af hverdagens trummerum.

For nogle er det ganske simpelt et grundlag at basere andres personlighed på. Det kan man også vælge dem ud fra. Nogle er næsten direkte afhængige, men jeg synes bare, at de er sjove. For jeg kan vælge dem fra og til og jeg kan gøre med dem hvad jeg vil.

De kan være smarte og praktiske og sarte og sarkastiske. Og så kommer de i alskens farver og former. Jo flere jo bedre. Og hvis nogen prøver at fortælle dig andet - ja, så går de nok bare i nogen som er lidt for små.

- METTE SOFIE BLANKHOLM

DEN IKKE HJEMLØSE MAND

Han stod under en lygtepæl og rodede i en skraldespand. Hans tøj var alt for stort, og han så usoigneret ud. Før jeg vidste af det og uden videre overvejelser rejste jeg mig fra trappestenen og løb efter ham. Han fortalte mig sin historie. For 16 år siden blev han hjerneskadet. Han fortalte mig, at han ønsker at flytte til Bornholm og få arbejde. Han er 62 år gammel og han keder sig. I stedet for blot at give op og flytte på gaden samler han flasker om natten. Han har en drøm. Det er en urealistisk drøm. Men det er drømmen der holder ham i live.

- LOUISE WINTHER

NATUREN KALDER - OG HVAD SÅ

Hvad er bedre end at gå langs den danske vestkyst en sommeraften med det uendelige rumlende hav ved ens føder. Solens sidste skær strejfer ens ansigt, og varmen dør stille hen. Horisontens evige favn gør tilværelsen tryg og stille.

Dette er noget i har glemt. I kører i femte gear konstant for at være med på beatet. I søger prestige og anerkendelse gennem den nye virkelighed, som i sidste ende bare er en digital illusion af en sørgelig generation. I burde i stedet stoppe op i tilværelsen, og værdsætte hvad som er rundt en. I har formået at tage vor natur for givet og lade tilværelsens ligegyldighed være vigtigere. Så lad mig nu fordømme jeres latterlige livstil og minde jer om, at jeres liv ikke er andet end en forgængelig tragedie.

- JOHAN SOLLID

ENGANG

Engang var jeg glad, men nu er jeg glad for, at jeg ikke er den jeg var engang. For mig var glæde, når dem omkring mig var glade, men som tiden går og jeg finder mig selv, er jeg nu blevet en selvoptaget, egoistisk rebel? For mig var glæde, når dem omkring mig var glade. Jeg har altid været den, som sagde det som de andre sagde. Jeg har altid været den, som gjorde det som de andre gjorde. Men hvad gjorde det ved mig? Jeg glemte alt om mit jeg.

- B

SUK

Jeg vågner - ikke - sætter vækkeuret et kvarter senere og sover over. Jeg stiger op af sengen som en zombie, der rejser sig fra en kirkegård og jeg kæmper mig ind under bruseren, hvor jeg lægger mig ned og mærker de tunge dråber ramme min nøgne krop. Ynkeligt. Jeg kommer op på skolen tvivlende på min egen tilstedeværelse. En tilstand mængder af kaffe ikke kan kurere. En tilstand, der får mig til at tvivle på, om det overhovedet kan betale sig at møde op. Det er en ond cirkel af deja-vu, som jeg fejler alle ugens dage. Jeg går hjem med en stirren tomt ud i luften, mens jeg tænker på, hvad jeg lavede i går - det kan jeg ikke huske - og det skræmmer mig. Dagene passerer, som stationerne man ikke standser ved, når man kører i tog. Der er ikke noget specielt omkring dem, der gør dem mindeværdige. Når jeg kommer hjem, finder dagens højdepunkt sted. Jeg lægger mig i min seng og sætter en dyster plade på, som regel "In Rainbows" og jeg indtager dagens fix; jeg lukker mine øjne og lytter til lyrikken - 15 steps’ første linje How come I end up where I started? Jeg vågner næste morgen, for sent og sukker. Et suk der indikerer, at jeg ved præcis, hvordan dagen kommer til at forløbe.

- B